Her i landet har vi ikke et nationalt register over fast ejendom. Det er først ved at blive etableret nu.
Det betyder, at alle, som har fast ejendom, skal oplyse om det: Beliggenhed med længde og breddegrader, areal, bebyggelsens type (hvis der er bygget på grunden, fx) ejerforhold – hvem og hvor meget. Det kan fx være, at en grund er gået i arv fra en person til hendes eller hans børn og børnebørn. Man kan derfor faktisk eje 15% af en grund. Eller 100%.
Landet er blevet inddelt i områder, og alle har fået oplysning om, hvornår oplysningerne senest skal sendes til det nationale register.
Det har betydet, at mange mennesker har måttet få lavet topografiplaner, ejerkontrakter mv over deres ejendom. Det har igen betydet, at ligeså mange har måttet ændre i de oplysninger, de hidtil har givet skattekontoret. De har måske ikke betalt alt, hvad de skulle i ejendomsskat, siden det blev indført for ca. 20 år siden. Eller de har måske betalt for meget, fordi det viser sig, at grunden, de har oplyst om, ikke er på 2000 m2, men mindre.
Jeg er også en dem, som har skullet rende på skattekontoret – flere gange. Det har været et forfærdeligt stykke arbejde. Selvom jeg har fået hjælp af revisorer og notarer, så har jeg alligevel ikke kunnet undgå at skulle på skattekontoret. I sidste uge var jeg der stort set hver dag. Hver eneste gang, så har jeg skullet bruge mindst 2 – 3 timer bare på at stå i kø. Selvom de har computersystemer, hvor man er registreret, og de faktisk ved en masse om en, så skal man alligevel lave håndskrevne ansøgninger for at få fx en kopi af en selvangivelse, man har indgivet for 3 år siden. Det tager tid. Det kan ikke gøres elektronisk, siger de. (Dem på skattekontoret altså.)
Ventetiden er så blevet brugt på at betragte andre mennesker i samme situation og de triste ja, meget kedelige omgivelser, som de ansatte arbejder i. En formiddag faldt mine øjne så på de her dokumentskabe, som de gemmer hver eneste persons sager i. Det er nogle kæmpe, store mapper, de har i dem. Alt, hvad der har med ens person, og indkomst- , ejendoms- og bopælsforhold ligger i en kopi i de mapper inde i skabene.
Det ligner mildest talt et bogholderi, sådan som jeg forestiller mig, at det så ud på Charles Dickens tid. Kedeligt, rodet og støvet. Tænk, hvis et stykke papir ved en fejl bliver lagt i en forkert mappe?
Jeg mener de her mennesker på skattekontoret betjener jo op til 5 – 6 personer på samme tid. Hele dagen. Det må da gå galt på et tidspunkt for dem. Jeg beundrer faktisk deres tålmodighed og evne til at holde tungen lige i munden, når de har 3 af de 5 ’kunders’ spørgsmål om ørerne.
Jeg kiggede på dokumentskabene. De er helt sikkert ikke brandsikre. De ligner sådan nogle af de her plastikskabe, folk har stående på deres bagbalkoner, og som de bruger til at opbevare rengøringsartikler i. Tankevækkende: Her skal vi endnu en gang registreres, og så passer de ikke ordentligt på dokumenterne, vi indgiver!
