Jeg sidder her i salen og venter på, at konferencen skal begynde. Her er lidt for varmt. De har skruet godt op for varmen. Den første oplægsholder er lige blevet præsenteret af facilitatoren. Han starter sit indlæg, og jeg kan høre, at han hakker og stammer. Han er nervøs. Sveden pibler frem på hans pande. Måske er det også varmen. Men jeg kan ligesom fornemme, at det er angstens sved, der pibler frem. Han kommer igennem sit indlæg. Der var nogle fornuftige pointer. Jeg har noteret dem, og jeg har noteret mine spørgsmål til ham. Jeg smålytter til de næste to indlæg, inden vi får lov til at stille spørgsmål til panelet.
Mit spørgsmål
Jeg får lov til at spørge, og jeg får et kort svar. Jeg er ikke helt tilfreds med svaret. Jeg vil forsøge at fange oplægsholderen i frokostpausen. Svaret skal uddybes. Jeg kan bare ikke finde ham i pausen. Jeg spørger en af arrangørerne af konferencen om, hvor han er. Jeg vil tale med ham. Jeg får at vide, at han kollapsede efter morgenens session. Jeg er chokeret. Jeg spørger, om de ved, om han er ok. De fortæller mig, at han har det fint nok. Han besvimede, fordi han er stresset. Det var ikke mere end det, og han er allerede i et stresscoaching forløb hos https://lifeconsulting.dk/stresscoaching, men overvurderede altså sine kræfter. Derfor mødte han op til konferencen, hvilket han ikke burde have gjort.
Jeg går hjem. Skriver en mail til ham, hvor jeg fortæller ham, at jeg forstår, hvad han har været igennem i morges. Stress er bestemt ikke sjovt at kæmpe med. Og sommetider kan man altså godt komme til at overvurdere sine egne kapaciteter. Det skal man ikke. Man skal passe på. Stress sniger sig ind. Og det kan være farligt at ignorere den. I dette tilfælde skete der ikke andet end en besvimelse. Men det kunne have været meget værre.
